28.2.19. Inle Lake

Flodsejllads til stupaer.

Passage af en opstemning med kun få cm spillerum

Store badedag

Større badedag

Flodsejllads til stupaer.

Vi vågnede til en fredelig morgen, hvor vi havde god tid, inden båden kom for at sejle os ad en lang, smal og snoet flod mellem marker og landsbyer. Der blev vasket tøj, badet og arbejdet langs floden. Flere steder lå vandbøflerne og gassede sig i floden. Det var et stort badekar for både vandbøfler og mennesker. Igen var der masser af forskellige fugle, hvide Ibis og grå storke. Det var en rigtig herlig sejltur i den friske morgenluft. Flere steder undervejs var der små vandfald, hvor bådsmanden skulle ramme gennem en lille passage, da der var dæmmet op fra begge sider.

Da vi kom til In Dein med de tusindvis af stupaer, lagde vi til ved en bro, hvor vi hoppede af, og bådsmanden lovede at passe på vore kufferter, til vi var tilbage. Vi skulle nemlig flytte til et hotel på fastlandet, efter to nætter på gyngende grund ude i Inlesøen. Derfor var vore kufferter kommet med på udflugt, de lå under en presenning ude i forstavnen.

Vi gik turen rundt langs floden for at komme op til de 1054 stupaer på toppen af et bjerg. Hele vejen var der småboder med souvenirting, men vi var de eneste turister, der gik denne vej, så der var ikke meget salg for dem. Dog fik vi et par flettede bambusbolde, som guiden i går fortalte, at drenge spillede meget med. Langs floden var der også travlhed med at vaske tøj og bade, og det var en fin gåtur langs nogle kæmpestore bambus. Turen kunne 
også tages igennem en lang overdækket søjlegang, som vi kom ud til på det sidste stykke, inden vi kom op til området med de tusinder stupaer i forskellige størrelser. Nogle var ved at blive repareret af nogle håndværkere, og flere var ved at blive bygget, så antallet øges tilsyneladende, og der så ud til at være fast arbejde for stupahåndværkerne.

Ved tempelindgangen stod nogle yngre fyre med knallerter. Deres dagsindkomst bestod i for et mindre beløb at køre turister et stykke op ad et bjerg ved siden af templet. På toppen stod en gylden pagode, hvorfra der var en formidabel udsigt ned over alle stupaerne og Inlesøen ude i det fjerne. Så gik det ned ad bjerget igen bag på et par knallerter med vinden i håret. Glem det med styrthjelme, det var ikke med i prisen.

Nede ved floden fik vi en kop the, inden vores trofaste bådsmand lagde fra, og vi sejlede tilbage ad floden, og nu gik det nedad på de små vandfald undervejs.

Snart var vi ude i Inlesøen igen, og det gik rask afsted. Vi stoppede ude midt på søen, for at se, om fiskermændene i deres små teakbåde fik noget fangst. Det er fantastisk, at de kan holde balancen, når de hiver garnet ind, stående i agterenden på et ben, medens det andet ben er snoet rundt om deres åre, som de langsom padler frem med langs nettet. Enkelte fisk kom op i båden.

Over middag kom vi til Nyaung Shwe, hvor vi lagde til ved en lille bro, hvor en taxa ventede på os. Det lokale rejsebureauet, Adventure Travel, har fungeret helt perfekt hele vejen igennem. Guider, taxaer, fly, både, tog, hestevogne, knallerter, hoteller m.m. har været klar på minuttet, når vi er dukket op et eller andet sted. 

27.2.19. Inle Lake

Long Day in a longtailboat.

Klik på billederne for at få stor format.

Long Day in a longtailboat.

Da den lækre morgenmad var klaret, gjorde vi os klar til en dag i longtailboat. Vores guide var klar med en af de 15 meter lange både. Det var en kølig og frisk morgen, da vi sejlede ind mellem mangroveområderne. Bådene larmen en del, men det er alligevel en dejlig transportform, frem for en bil.

Efter nogen tid stoppede vi ved et væveri, hvor de lavede fine vævede ting af både lotus- og silketråd. De lange stængler fra den lyserøde lotusblomst indeholder nogle meget stærke fibre, der kan tages ud og spinnes til en tråd. Den blev ofte vævet sammen med silke, således at der f.eks. blev grovere striber i den tyndere silke til f.eks. tørklæder.

Hele mangroveområdet er fyldt med små samfund, der lever af forskellige produkter. Vi stoppede ved et bådebyggeri, hvor de byggede de 15 m lange transportbåde, og de mindre fiskerbåde, selvfølgelig alt i teaktræ, der flød rundt på gulvet i mængder. Så Niels’ træbyggelyster blev tirret. Det var meget fine både, der blev bygget. Et par mand var også ved at bygge en stor skabsopsats i teak. På oversiden var der lavet en ramme til en Budhafigur. Den var til et privat hjem, hvor deres Budha skulle have en ny og fin plads. Vi købte et lille teakfad til oliven med samme facon som de lange både.

Da vi sejlede fra bådebyggeriet, kom vi igennem landsbyen In Paw Khon,  hvor pælehusene stod tæt langs med den kanal, som vi sejlede på. Ofte var det toetages huse. Et sted lå en af de mange meget lange både, der bruges til kaproninger ved særlige festivaler. Mændene står på et ben, og roer ved at skubbe åren med det andet ben. Det skal der vist øves meget på, selv om vi så en dreng på ca. 10 år, der kom roende på denne måde i en lille fiskerbåd. I en anden båd stod en dreng på ca. 5 år i midten af båden, medens storebror padlede båden nede i bagstavnen. Børnene lærer vist at holde balancen i den lille gyngende fiskebåd, samtidig med, at de lærer at gå. Alt foregår i disse både.

Vi har ikke tal på, hvor mange templer og klostre, vi har set, men burmeserne er meget glade for at vise dem frem, og de er også stolte af dem. Så ved dagens tempel, Phaung Daw Oo Pagoda, måtte vi endnu engang smide skoene og vandre barfodet rundt. Dette tempel har fem mindre Budhafigurer. De ligner dog ikke en Budha, da der gennem mange, mange år er sat så meget bladguld på dem, at deres facon er blevet til en stor rund klump. Der er kilovis af guld i hver af disse figurer. Hvert år i september er der en stor festival, hvor disse figurer sejles hele vejen rundt på søen. Den store guldbåd med disse figurer trækkes af to af de lange kampbåde, hvor 200 mand roer hver båd. Et år blæste det ret kraftigt, og båden med figurerne kæntrede, og de faldt i vandet. Søen er ikke ret dyb, så de fandt de fire af figurerne, men den femte og største, kunne de ikke finde. Nogen tid efter dukkede den op på kysten ved templet. De lokale er overbevist om, at det var et mirakel, og nu kommer den ikke mere med på sejlturen.

Som en del af turen besøgte vi også en sølvsmed, der lavede de fineste sølvsmykker, og en butik, hvor de langhalsede kvinder solgte deres ting. De kommer nede fra området, der grænser op til Thailand, og sejler med floden op til Inlesøen. De sad og vævede med deres messingringe om halsen.

Solen var efterhånden kommet højt på himlen, da vi sejlede ud mellem de flydende haver, som søen er meget kendt for. Her på de smalle stykker land, som farmeren har lavet af opdæmmet materialer fra søen, dyrkede de tomater, chilli, blomster m.m. Mange kommer med blomster til templet, og guiden fortalte, at hun altid havde friske blomster stående ved Budhafiguren i hendes hjem, så på markedet er blomster en stor vare. 

Der var en del fugle ude i området med de flydende haver, bl.a. hvide ibis og grå storke. Der var også en del fiskere ude med deres sjove net. Guiden forklarede, hvorledes de fangede fisken med disse net.

Dagens sidste stop var klosteret Nga Hpe Kyaung, der også kaldes Jumping Cat, fordi munkene fordrev tiden med at træne kattene i at lave nogle kunster.

Resten af eftermiddagen blev tilbragt i solen på vores lille pæleterrasse, medens longtailboat med passagerer og varer sejlede forbi, og de små fiskerbåde padlede rundt og så til de grønne flydende marker.

26.2.19. Inle Lake

Inle Lake

Pindaya caves

Inle Lake.

Vi var tidligt oppe og ude i haven og spise morgenmad, medens det endnu var mørkt. Da det var ved at blive lyst, opdagede vi, at ca. 15 luftballoner var ved at stige til vejrs lige bag ved hotellet. Fra tagterrassen på hotellet kunne vi se dem glide langsomt ind over pagodeområdet, medens solen også steg op.

Vore kufferter blev lukket og det gik mod den lille lufthavn. Check ind gik hurtigt, vægten var en forstørret udgave af en personvægt, sådan kan det også fungere. Passagererne fik forskelligt farvede klistermærker på blusen, alt efter hvilket fly, de skulle med, så kunne de holde styr på os. Ved sikkerhedscheck gik vi igennem noget der lignede en billedramme, der aldrig gav lyd fra sig, men på den anden side, stod der en mand og en dame. De følte på alle, og så var den sikkerhed klaret. Vandflaske kunne vi bare tage med.

Da vi blev kaldt ud, følte vi, at vi gik ud til flyet over landingsbanen, et fly kom kørende til ankomsthallen, et andet fly lettede tæt på, det hele foregik nærmest om ørene på os. Der blev ikke tøvet ved havelågen, tyve minutter før tid var vi i luften i det lille propelfly, der skulle fragte os til Inglesøen og de næste dages oplevelser.

Transportvognene til kufferter blev skubbet og trukket af mænd i gule veste, en lille traktor til dette var ikke aktuel, da hver vogn holdt fire mand i arbejde. Rullebånd var der ingen af, man tog sin kuffert ved transportvognen, hurtigt og nemt.

Efter 35 minutters flyvetur, landede vi i Heho i Shan staten. Her stod guiden  Zarchi og ventede på os sammen med en chauffør. Vi fandt bilen og så gik det mod Nyang Shwe. 

Zarchi gav os to hvide bomuldsbluser i traditionel Shan design som gave. Nu er vores garderobe snart fuldendt med alle de gaver, som guiderne har givet os. Vi har fået bluse, lungi, sandaler, taske og kasket, så nu mangler vi vist ikke noget.

Vi kørte gennem et landskab, hvor der dyrkes mange afgrøder, men lige nu er der tørt overalt, og markarbejde venter på den næste regntid. Dog var der noget nysået lysegrønt ris flere steder, og mangotræerne i plantagerne stod i blomst. 

Vi ser ret mange teaktræer, både ret unge og meget gamle. Regeringen styrer, hvor mange teaktræer, der må fældes. Men det er fantastisk at se, hvorledes teaktræ bruges i den almindelige hverdag, f.eks. ser vi mange teakhuse og ofte er vinduesrammer og skodder også lavet i teaktræ. De små fiskerbåde på Ayeyarwaddy floden er også lavet i teaktræ, ligesom de gamle træmunkeklostre, som vi har set flere af. Som en af guiderne sagde, så holder teaktræer jo i mange år.

På vejen op til søen lavede vi et stop ved Pindaya-grotterne, hvor der i nogle grotter er mere end 8.000 buddhafigurer lavet i forskellige størrelser og materialer som sten, marmor, beton, teaktræ og alabast. Tempel grotterne har gennem århundrede været et yndet pilgrimsmål og pilgrimme stiller stadig buddhafigurer på deres vej rundt i de labyrintiske gange, så antallet øges hele tiden. Gangene rundt i grotterne var flisebelagte, og der var oplyst overalt, så det var nemt at gå der.

I nærheden af grotterne så vi hvorledes de laver parasoller af papir. Området er kendt for fremstillingen af smukke og traditionelle parasoller af papir, der er lavet af barken fra morbærtræet. Når de lavede papiret, lagde de blomsterkronblade ned i de blødgjorte barkfibre, så der blev dannet fine blomstermotiver. På den videre tur passerede vi det mere end 500 år gamle Shweyanpye Monastery, der er et typisk Shan kloster lavet af træ og traditionelt malet af Shan folket.

Midt på eftermiddagen var vi fremme ved Nyaung Shwe. Vi stoppede ved markedet, hvor vi købte lidt frugt inden det gik ned til en lille kaj, hvor en ca. 16 meter lang, smal longtail båd ventede på os. Kufferterne kom ombord i stævnen, og sammen med guiden sad vi på række midt i båden, medens en mand styrede båden fra agterenden, hvor den lange stang med propellen stak bagud, og sendte kaskader af vand op.

Så gik det ud over søen i ret meget blæsevejr. Skyerne havde samlet sig, og der kom nogle tordenbrag, lige da vi var kommet til hotellet. Det tog næsten en time at sejle ud til hotellet. Heldigvis havde vi nogle paraplyer, som vi kunne sætte op i vindsiden til at tage det meste af skumsprøjtet. Der kom også lidt regn. Hotellet er bygget på pæle på en af de øer, der er dannet i søen ved at mangrovevækster har dannet fast grund.

Da solen var ved at gå ned over de fjerne blå bjerge, gik vi op i det tårn, som er bygget rundt om hotellets vandtank, og så solen gå ned flot og rødglødende. Derefter gik vi en tur over til nogle nærliggende pælehuse, ad en vakkelvorn bro.

25.2.19 Mt. Popa

777 trin op til ånderne.

Mt. Popa

Peanutsoliekværn

Tarung Kalat med de 37 ånder.

777 trin op til ånderne.

Da morgenmaden var klaret i den dejlige kølige have, stod guiden og chaufføren klar med en bil. Vi skulle ud til Mount Popa, hvor ånderne kan nåes og derfor tilbedes af mange burmesere.

Det var en fin køretur ud mellem de morgendisede marker, hvor bønder gik og pløjede med en træplov spændt efter to hvide okser, alt er tørt, så det støvede en del.

Undervejs gjorde vi holdt ved et sted, hvor vi så alle de måder, som de bruger palmen på. De tapper palmesaften i krukker, som de henter ned hver morgen, ved at kravle de mange meter op til toppen af palmen ad en meget smal bambusstige, der er bundet til palmestammen. Når saften lige er tappet, er den som juice. Derefter gærer saften og bliver som en slags øl, og efterhånden som dagen går, bliver den stærkere og stærkere. De kan også destillere saften til en snaps. Saften kan også koges ind til søde snacks, som f.eks. palmesirupskugler med kokos, tamarind og lignende. Palmestammen bruger de til pæle i deres hytter, møbler og andet. Palmebladene flettes til tag, tasker, måtter, pynteting m.m. Alt på palmen kan bruges. 

Vi fik en kop the med lokale snack, det er typisk fermenteret theblade, ristede bønner, sesamfrø, hvidløg og peanuts.

Langs vejen, kort tid før vi nåede templet, sad der en del mennesker, især gamle mennesker. De tiggede langs vejen. Guiden fortalte, at folk smed penge ud af vinduet til dem. Flere havde bygget et lille læsejl af grene, for at beskytte sig mod solen.

Vores mål var et af de mest karakteristisk beliggende templer, Taung Karat, på toppen af Mount Popa. Klippesøjlen, der er beliggende i 1.500 meters højde, er oprindelig en vulkan. 

I dag er templet kendt som "hjemsted for 37 betydningsfulde ånder". Vi gik de 777 trin forbi mange ivrige sælgere og frække aber. Halvvejs oppe måtte vi sætte skoene og fortsætte barfodet, som ved andre templer. Hele vejen op stod der nogle og tiggede om donationer til at holde trappen ren. Nogle af dem fejede lidt på trappetrinene.

Oppe på toppen var der en betagende panoramaudsigt til fjerne pagoder, landsbyer og bjergene. Alle skulle helt til toppen, selv gamle krumbøjede kvinder, der næsten skulle slæbes op ad trapperne. Det var også tydeligt, at alle var i deres fine tøj, børnene var meget pyntede.

Aberne var meget frække. Hvis de sad midt på trappen, gad de ikke flytte sig, når man skulle forbi. Da Niels lige satte en cola ved siden af sig, var han tæt på at miste den til en abe, der sad ved siden af og drak vand. Den ville godt have haft cola i stedet for vand.

Det var tydeligt, at mange af dem, der kom for at ofre til deres ånder, var landsbybeboere. Vi blev hele tiden fotograferet og set meget på. Et sted på vej ned, hvor vi tog et hvil på en bænk, stod en familie på 7 - 8 medlemmer  længe og så på os og snakkede om os. Til sidst tog en af mændene mod til sig, og satte sig ved siden af Niels, og resten af familien grinede meget af dette. Vi inviterede dem til alle at sidde ved siden af os, og så blev der taget billeder og grinet meget.

Sidst på dagen kørte ud til en lille havn, hvor en båd ventede på at sejle os ud på Ayeyarwaddy floden for at nyde aftenstemningen, mens dagen gik på hæld og solen blev mere og mere rød, dog forsvandt den i nogle skyer, inden den nåede helt ned. Men lige før den ramte bjergenes kant, kom den frem i en meget rødglødende udgave.

24.2.19 Bagan

Bytur i Bagan.

Idag havde vi også en elknallert til rådighed, så da morgenmaden var klaret, kørte vi ud på egen hånd. Første stop var markedet, hvor vi så os lidt rundt.

Turen fortsatte ned til floden, hvor vi stoppede ved et thehus med udsigt over floden. Efter et par kopper grøn the, ville vi betale, men det kunne vi ikke få lov til, theen var gratis. Lidt længere ude ad stranden lå der en guldpagode lige ud til floden. Vi fortsatte, og kom til en restaurant, River View.

Da vi kom tilbage til hotellet, afleverede vi knallerten og resten af eftermiddagen tilbragte vi ved poolen.

Da mørket havde sænket sig, gik vi over gaden til den lille restaurant Nightingale Food. Da vi havde sat os ved et bord, kom familiens søn på 2 år og kravlede op på den ledige stol, som om han gerne ville spise med. 

Vi fik bestilt mad og en øl, øllen kom vi dog ikke til at betale for, da der i kapslen stod "Free bier", så den kunne vi straks indløse. Vi er efterhånden ret heldige med de ølkapsler.

Da vi havde spist, blev vi inviteret ind og se de lakvarer, som familien producerede og solgte helt til Yangon. Hele familien med onkler og tanter m.m. var tilsyneladende indvolveret i at drive forretningen med restaurant og lakvarer.

23.2.19 Bagan

Pagoder og elektrisk knallert i Bagan.

23.2.19 Bagan

Pagoder og elektrisk knallert i Bagan.

Da morgenmaden var klaret ude i haven i den dejlige kølige morgen, ventede vores lokale guide på os. Han stor parat med elektriske knallerter og styrthjelme, og så gik det lydløst ud ad de støvede, rødbrune veje mellem områdets tusinder af pagoder. De fleste er bygget i røde mursten, nogle enkelte er hvidkalkede og enkelte har guldspir. Området er fyldt med 2.200 stupaer, der er de mindste, pagoder, der er større og templer, der er de største.

Det gik gennem små landsbyer, hvor man kunne se de lokale starte på dagens opgaver, medens dagen gryede. Insekterne summede i luften, hanerne galede, og fugleflokke steg langsomt til vejrs, mens de skræppede op. 

Bagan og omegnen kan godt være kandidat til et af verdens vidundere, som den ligger her langs Aeyrwaddyflodens dovne vande. Det er en af Asiens store oplevelser. Det er en herlig ting, at opleve pagoderne i adstadigt tempo på knallert uden lyd ad de støvede stier, og se det ene rødbrune tempel efter det andet beliggende i det flade og karske halvørkenlandskab direkte ud til floden.

Pagoderne i Bagan stammer helt tilbage til det 11.-13. århundrede, hvor Bagan havde sin storhedstid, og var hovedstad i det første burmesiske rige, inden mongolernes Kublai Khan i 1287 besejrede Bagan og ødelagde bygninger fra de sidste 300 års byggeri.

Vi stoppede ved 8 templer, som vi var inde og se. Guiden forklarede om alle de mange Budha figurer og templer, men det er svært at huske, med så mange på en dag, og alle er i guld og ligner hinanden for os hedninge. 

Vi besøgte disse templer: 

Shwezigon Pagoda - the glory of Bagan, 

Htilominlo Temple - the best pilaster carving, 

Nathtaukkyaung - monastery made of teak wood, 

Ananda Temple - the masterpiece of Bagan, 

Gubyaukgyi Temple - the best mural paintings of 11th century. 

Manuha Temple - huge Buddha Images, 

Dhamayangyi Temple - the biggest temple in Bagan, 

Sulamani Temple - the 12th century temple.

Der kommer mange burmesere til templerne, de lader sig ikke genere af os, ofte vil de gerne snakke og høre, hvor vi kommer fra. Ved de fleste større steder er der en masse boder med offergaver, souvenirs, snacks, drikkevarer og meget andet. Når vi besøger et tempel, skal vi stille skoene udenfor, så det foregår på bare tæer.

Ved middagstid gjorde vi holdt ved en lille restaurant, hvor vi under palmebladstaget fik frokost. 

Lidt efter kom en ung pige sammen med guiden og spurgte, om vi ville med ind og se landsbyen, som restauranten lå i udkanten af. Hun var født og boede i landsbyen. Hun fortalte om landsbyens liv, hvor der boede 100 familier, der levede af landbrug. De dyrkede majs, bønner, bomuld og jordnødder. Af jordnødderne lavede de olie, og restmaterialet blev tørret og brugt til dyrefoder. Hun viste os et hus og hvorledes det typisk var indrettet med bl.a.  bede- og meditationsrum oppe på en forhøjning. Fjernsynet stod nede, hvor familien opholdt sig og sov. De fleste huse var bygget af flettet bambus og på pæle. Vi så også hvorledes de spandt bomuld, og vævede, malede billeder, og mange andre dagligdags ting. En gammel dame, der sad og spandt bomuld, var landsbyen ældste, hun var 92 år gammel. Burmeserne smører sig ofte med noget gult pulver i ansigtet, det er godt for rynker og for solen. Det laver de selv af barken fra et træ. De gnider det på en sten med lidt vand og får dette fine, gule pulver, der så smøres i ansigtet. En skole havde de også i landsbyen.

Om eftermiddagen gik det videre til de sidste templer, inden vi satte os på et thehus og fik en kop grøn the. Guiden fik en kop kaffe for 1.50 kr. Og vores the var gratis, fordi han købte kaffen. 

Nu hoppede vi igen på knallerten og kørte ned til en ventende hestevogn, der kørte os ad de støvede stier ud gennem det støvede landskab. Efter en lang dag på disse støvede veje, var det svært at se, at vores sandaler havde to forskellige farver. Efter en times tid, var vi ved en høj, sammen med alle de andre turister i området. Herfra var der en utrolig smuk udsigt ud over landskabet med de tusindvis af pagoder, der strakte deres spir op over landskabet, medens en rødglødende sol gik ned bag de fjerne blå bjerge. Områdets børn løb rundt og forsøgte at sælge postkort, lakæsker og andet. Noget fik de da også solgt.

Så gik det hjemover, en bekendt af guiden havde kørt vores knallert ud til solnedgangsstedet, og vi kørte hjem i det disede aftenlys. Et sted kom nogle hyrdepiger med spidse stråhatte og en flok hvide køer med pukkel, de havde næsten samme farve som aftenlyset. Inden vi nåede hjem, var det blevet mørkt, vi var vist den eneste knallert, der havde tændt lyset.

22.2.19 Bagan

Flodsejllads